Retur til home
 

Frokost i det grønne

(c) Ditlev V. Petersen, 1990

Når man kører på cykel, kommer man ud for mange  mærkelige oplevelser, som man aldeles går glip af, når man sidder spærret inde i en bil. Man har fornemmelsen af en meget nær kontakt med omgivelserne - bliver ét med verden, ser ting, bilisten overser, kan høre lydene og mærke lugten fra det landskab, man kører igennem. Det sidste kan i øvrigt være en blandet fornøjelse. En dyb indånding i udstødningen fra en Mercedes kan smages længe efter. Man kan også opleve at se dyr, der normalt skræmmes væk af bilens larm - eller blot overses af den fortravlede bilist. Og man kan stoppe op og iagtage deres færden, der ind imellem byder på store overraskelser.
    Således var det også i sommeren 1989, hvor jeg var på cykeltur i Sydsjælland og på Møn. Dagen før havde jeg været ude ved selve Møns klint og var nu på vej tilbage til Sjælland, hvor jeg skulle overnatte i Vordingborg. På vejen skulle jeg se et par jættestuer og Fanefjord Kirke. Den har en del, meget berømte kalkmalerier og er absolut en omvej værd. Det var stadig formiddag, vel omkring halv elleve, da jeg nåede til den sydlige del af Møn. Hele morgenen havde der ligget en underlig klam tåge over øen, men nu var tågen lettet og det var begyndt at blive varmt. Jeg var netop nået til en lille skov, lidt syd for landsbyen Damsholte, da min cykel punkterede på baghjulet. Det var min første, og i øvrigt eneste, punktering på hele turen. Hullet var stort og hurtigt fundet. Jeg begyndte at fjerne min rigelige oppakning, vendte cyklen og begyndte på det arbejde, der kan få enhver cyklist til at opfinde selvlappende dæk, punkterfri slanger og pansrede dæk.
    Da gav det sig til at knase og brage i skoven bag mig. Jeg vendte mig og så en pænt stor brun bjørn komme gående ud på alle fire. I flaben havde den en aluminiumskeddel, som den ganske forsigtigt bar i hanken. Bjørnen luntede over vejen og op på en lille bakke. Oppe på bakken stod der et mindre rønnebærtræ og her stoppede den, satte kedlen ned og kom tilbage. Jeg var ganske målløs. Bjørne er vist ret sjældne på Møn, ja faktisk troede jeg slet ikke, der fandtes bjørne i Danmark. Så jeg hilste høfligt på den og spurgte, hvad den lavede her. Den rystede på hovedet. 'Jeg har travlt, har slet ikke tid til at snakke' sagde den og skyndte sig ind i skoven igen.
    Jeg havde aldeles glemt min cykel, men nu gik jeg igang igen. Men inden jeg havde fået dækket krænget af, kom en rød ræv løbende hen ad vejen. Den havde en plastikflaske med mayonnaise i munden og løb også op på bakken og hen til rønnebærtræet, hvor den stillede mayonnaisen fra sig. Nu er ræve jo kendt for at være mere snakkesalige end bjørne, så jeg råbte ræven an. 'Hej ræv, hvad laver du her idag - og hvorfor har du så travlt?' Ganske som jeg havde ventet, kom ræven ned af bakken og gik over til mig. Den gik lidt forsigtig i begyndelsen, troede vel ikke helt på at jeg var ufarlig, men så satte den et stort smil op og løb de sidste par meter.
    'Goddag, goddag', sagde den, 'jeg ser du har problemer med din cykel - ja det kan jeg jo ikke hjælpe med.' 'Næh', sagde jeg, 'det kan du vel ikke. Men jeg kan nu nok klare det selv - det er ikke så galt.' Ræven grinede, hvorfor ved jeg egentlig ikke. 'Men hør', fortsatte jeg, 'hvad laver du egentlig her med den mayonnaise? Og for lidt siden mødte jeg en brun bjørn med en keddel.' 'Jo ser du - jeg skal spise frokost med bjørnen, sådan en slags sammenskudsfrokost. Så vi har travlt med at samle mad og drikke sammen.' Jeg smilede af den. 'Du ser nu ikke ud til at have så travlt igen.' 'Åh nej', ræven vendte sig, 'jeg kan jo løbe så meget hurtigere end bjørnen - og den kan slæbe så meget mere. Desuden skal jeg skåne mine poter, jeg har lidt podagra.' Jeg syntes nu den så sund og rask ud, så det var nok snarere dovenskab. Men det sagde jeg ikke til den. Man skal aldrig kritisere en ræv. Ræve er meget ærekære. Jeg ønskede den god appetit til frokosten og godt held med at skaffe mad til den. Jeg kunne godt se, at den kiggede nysgerrigt på mine cykeltasker, men jeg lod som om jeg ikke lagde mærke til det. Så sagde den farvel og satte kurs ned mod en nærliggende gård, der lå et par hundrede meter nede ad vejen, på den anden side.
    Et par minutter senere kom bjørnen tilbage. Denne gang havde den en mægtig pølse med. Den så allerede træt og forpustet ud. Da den nåede til foden af bakken, standsede den. Den så sig langsomt omkring. Den kiggede kun et kort øjeblik på mig. Ræven var ikke i syne. Så satte bjørnen sig ned og åd hele pølsen i to store mundfulde. Derefter vendte den om og forsvandt ind i skoven. Nu kom ræven tilbage med noget, der vistnok var en ost. Den løb op på bakken og hen til træ‘et, hvor den anbragte osten (eller hvad det nu var). Den vendte om og gik ned af bakken igen. Efterhånden satte den farten ned og stoppede helt ved foden af bakken. Nu drejede den hovedet op mod træet og kløede sig bag øret med den ene bagpote. I tre store spring var den oppe ved træet igen. Osten, eller hvad det nu var, forsvandt i gabet på den, som havde der aldrig været nogen ost. Nu fik ræven travlt med at kigge sig omkring. Da den fik øje på mig, fik den et chock. Den løftede den ene pote op for munden og sagde 'Schh!'. Derefter løb den ned mod gården igen.
    Nu gik der et stykke tid, hvor der intet skete. Jeg fik dækket af, fandt hullet i slangen og fik det lappet. Men jeg satte ikke slangen på plads i dækket. I stedet satte jeg mig ned og ventede på at en af de to, bjørnen eller ræven, skulle dukke op igen. Jeg var blevet meget interesseret i den frokost. Det var en af de dage, hvor jeg havde god tid. Der var ikke så langt til Vordingborg, så jeg kunne godt tåle en forsinkelse.
   Nu kom bjørnen igen, bærende en skinke i munden. Denne gang nåede den halvvejs op på bakken, inden den stoppede, kiggede sig omkring og åd skinken - med knogler og det hele. Og så skyndte den sig ind i skoven igen, hvor den forsvandt med megen larm.
   Og sådan fortsatte det. Ræven bragte en høne, som den dog fortærede på den anden side af bakken. Velsagtens for at fjerene ikke skulle afsløre den. Bjørnen bragte en kage eller et brød. Jeg nåede ikke at se, hvad det var, inden det også var slugt. Ræven kom med en fisk, vistnok en røget laks. Jeg behøver ikke sige, hvad der skete med den. Bjørnen kom med en melon, som den åd, mens den stadig var inde i skoven. I løbet af den næste halve time så jeg den ene delikatesse efter den anden blive bragt hen til den lille bakke, hvor den prompte forsvandt ned i gabet på den bjørn eller ræv, der havde skaffet den.
    Endelig kom de begge to, både ræv og bjørn, samtidig til den lille bakke. De nærmest slæbte sig af sted, især så bjørnen ud til at have spist for meget. Ræven havde en sild (eller måske var det en lille makrel) med. Bjørnen havde ingenting. De satte sig begge to ved det lille rønnebærtræ på bakken. Ræven lagde silden ned foran sig. De kiggede begge to længe på den. 'Jeg har ikke været heldig', sagde ræven endelig, 'jeg fik kun fat i denne her!' Bjørnen så trist ud. 'Næh, jeg har heller ikke været heldig. Jeg fandt slet intet.' Ræven tænkte sig lidt om. 'Du må godt få fisken. Ved nærmere eftertanke er jeg ikke særlig sulten.' Bjørnen så pludselig syg ud, den rullede om på siden og tog sig til maven. 'Åhh - nej tak. Jeg er heller ikke sulten, tag du den bare.' Og så satte de sig til at drikke vand fra aluminiumskedlen. Mayonnaisen var der ingen af dem, der rørte.
    Jeg stoppede slangen på plads i dækket, fik dækket maset på plads og fik pumpet slangen op. Cyklen om på ret køl igen og bagagen surret. Så var jeg klar til at drage af. Idet jeg startede, vendte jeg mig om og vinkede til afsked. De var begge to segnet om i skyggen fra rønnebærtræet. Jeg tror kun, at ræven så mig. Den vinkede lidt med det ene forben.
 
 
Retur til home
(c) Ditlev V. Petersen/Potemkin 2002